Burka-flugt fra fængsel sender 33-årig mand bag tremmer

Det kommer til at koste en 33-årig mand fra Libanon 60 dages ubetinget fængsel, at han den 6. oktober i fjor hjalp en mandling fange fra Statsfængslet i Nyborg med at flygte.

Det afgjorde Retten i Svendborg onsdag middag, skriver fyens.dk.

Manden, der var tiltalt sammen med sin kone, er dømt for at have hjulpet fangen til flugt ved at give ham en burka på. Det skete under et besøg i fængslet.

Den dømte forklarede dog i retten, at det ikke var konen, der fulgtes med ham ind i fængslet, men parrets 13-årige datter.

LÆS OGSÅ: Ægtepar tiltalt: Denne mand flygtede fra fængslet i burka

Hans kone befandt sig nemlig i Libanon, da flugten fandt sted.

Der er hun, ifølge den 33-årige, stadig, fordi hun er højgravid. Også parrets fire børn, heriblandt den 13-årige datter, er angiveligt i Libanon.

Det er nu op til anklagemyndigheden, om konen fortsat skal være tiltalt i sagen - og hvordan hun i givet fald skal bringes for retten.

Den flygtede fange afsonede en dom på to års fængsel, som han havde fået for at bortføre sine fem børn til Libanon.

 

Dagens Gossip