Burkina Faso får igen et civilt styre efter militærkup

Skrevet af admin

20/09/2015

Dagens topnyheder

Burkina Faso får igen en overgangsregering, som skal ledes af præsident Michel Kafando, ifølge Benins præsident, der har mæglet mellem parterne i det vestafrikanske land.

Dermed tyder det på, at det kortlivede militærstyre er ovre.

Afrikanske mæglere er kommet frem til en aftale med juntaleder general Gilbert Diendere. Samtalerne har haft som mål at stoppe de voldelige sammenstød mellem soldater og demonstranter og forsøge at redde præsidentvalget i oktober.

- Vi skal vende tilbage til de ændringer, der var undervejs - en transition, som ledes af civile med Michel Kafando i spidsen, siger Benins præsident, Thomas Boni Yayi.

Sammen med Senegals præsident, Macky Sall, har han mæglet mellem parterne siden kuppet onsdag. Her blev præsidenten og premierministeren afsat, og Gilbert Diendere blev indsat som landets leder.

Macky Sall har endnu ikke kommenteret forhandlingerne, men Diendere bekræfter, at en aftale er faldet på plads.

- Jeg har hele tiden sagt, at vi ikke skal klamre os til magten. Nu er det et spørgsmål om betingelserne, siger generalen.

Det er uvist, om aftalen indebærer amnesti for Diendere, der fungerede som spionchef under den afsatte præsident Blaise Compaore.

Om tidsplanen for valget holder, vides heller ikke.

Tidligere har Afrika-ekspert og professor emeritus fra Københavns Universitet Holger Bernt kaldt kuppet for et demokratisk tilbageskridt.

- Burkina Faso har været et demokratisk lyspunkt, fordi der har været en stærk folkelig reaktion mod de magthavere, der tager ejendomsret over magten. Burkina Faso havde den demokratiske førertrøje på indtil kuppet. Det et skuffende skridt tilbage, sagde Holger Bernt til Ritzau.

Den danske regering har også truet med at trække i bistanden til landet.

Mindst ti personer er omkommet under de uroligheder, som militærkuppet forårsagede.

/ritzau/Reuters