Burundi indvilger i fredsforhandlinger

Skrevet af admin

27/12/2015

Dagens topnyheder

For første gang siden uroen i Burundi brød ud i april, deltager regeringen nu i fredsforhandlinger.

Landet har været plaget af voldsomme protester siden præsidenten, Pierre Nkurunziza, valgte at ignorere landets forfatning, der siger, at en leder højst kan sidde på posten i ti år.

Søndag rejste de rivaliserende parter til Uganda for at deltage i fredsforhandlinger, der begynder mandag.

- Fredsforhandlingerne vil begynde mandag i Entebbe (by tæt på Ugandas hovedstad, Kampala, red.). Alle parter vil være til stede, inklusive regeringen, siger forsvarsministeren i Uganda, Crispus Kiyonga, til AFP.

Det er Den Afrikanske Union, der har presset på for at få Burundi til at stoppe uroen. Præsidenten har ellers været noget modvillig med hensyn til at modtage international hjælp.

For en uge siden meddelte Den Afrikanske Union, at man ville indsætte 5000 fredsbevarende styrker for at få kontrol over situationen.

- Vi vil ikke tillade udenlandske soldater i Burundi. Vi har ikke brug for dem, svarede en talsmand for regeringen, Gervais Abayeho, til Al-Jazeera.

Den Afrikanske Union og det internationale samfund følger situationen i Burundi tæt, fordi man frygter, at den politiske uro kan udvikle sig til en etnisk konflikt mellem hutuer og tutsier, de to etniciteter i landet.

Hvis den gør det, risikere den at minde uhyggeligt meget om en anden konflikt - folkemordet i nabolandet Rwanda i 1994.

Her så det internationale samfund passivt til, mens hutuerne slog omkring en million tutsier ihjel.

Pierre Nkurunziza er selv hutu, og kritikere mener, at præsidenten ikke er interesseret i fredsforhandlinger og fredelige løsninger, da han dermed kan blive tvunget til at give afkald på magten.

/ritzau/