Burundis præsident er i Tanzania efter kupforsøg

Skrevet af admin

14/05/2015

Dagens topnyheder

Burundis præsident, Pierre Nkurunziza, er tilbage i sit præsidentpalads.

- Præsident Nkurunziza er tilbage i Burundi efter kupforsøget. Han lykønsker hæren, politiet og Burundis folk, hedder det i en meddelelse fra paladset i Burundis hovedstad, Bujumbura.

- Det er alt, vi kan sige nu, på grund af sikkerhedssituationen, tilføjes det.

Nkurunziza er rejst hjem fra Tanzania, hvortil han kom onsdag. I hans fravær var der ifølge landets militær et kupforsøg.

- Kupforsøget slog fejl, loyale styrker kontrollerer alle strategiske steder, sagde hærchefen, general Prime Niyongabo, torsdag formiddag ifølge Reuters.

På det tidspunkt sagde kupledere imidlertid, at de havde kontrol over det meste af Bujumbura.

Fra Tanzania appellerede præsidenten via præsidentkontorets hjemmeside og Twitter til befolkningen om at forholde sig roligt.

Nkurunziza var i Tanzania for at føre forhandlinger med regionale ledere, da en ledende general i Burundi meddelte, at et kupforsøg var indledt for at forhindre præsidenten i at komme til at sidde en tredje regeringsperiode.

Præsidenten forsøgte på det tidspunkt at flyve hjem, men sikkerhedsstyrker, som støttede kupmagerne, lukkede lufthavnen.

Det britiske udenrigsministerium omtaler begivenhederne i det afrikanske land som et "militærkup" i den seneste rejsevejledning for landet - udsendt onsdag.

Kupforsøget kom efter uger med uro i landet. Demonstranter har protesteret over, at præsidenten har fået grønt lys til at stille op til en tredje periode.

I forfatningen hedder det, at en præsident kun må sidde to perioder.

En forfatningsdomstol har afgjort, at Pierre Nkurunziza kan stille op igen, fordi han ikke var folkevalgt i sin første periode.

/ritzau/Reuters