Busser og lastbiler vælter i sneen i Nordjylland

Skrevet af admin

17/01/2014

Mest læste i dag

Snevejret har skabt store problemer for morgentrafikken i Nordjylland, og der er mange færdselsuheld, melder Nordjyllands Politi.

De trafikale problemer er dog nu kommet under kontrol.

- Motorvejen ved Støvring syd åbnet igen. Tak for tålmodigheden, skriver Nordjyllands Politi på sin Twitter-profil.

- Lastbil, der spærrede motorvejen i nordgående retning efter Limfjordstunnellen, er fjernet. Trafikken kører normalt igen, skriver de kort efter.

Strækningerne ved Limfjordstunnellen var i løbet af morgentimerne hårdt ramt af uheld på begge sider af tunnellen. Derudover blev der meldt om mindre uheld rundt om i regionen.

- Der har umiddelbart været mellem 12 og 15 færdselsuheld i løbet af natten og morgenen, og det er hovedsageligt med lastbiler, siger Per Jørgensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

- Det skyldes de glatte veje og lastbilerne. Når lastbilerne kommer gennem Limfjordstunnellen og skal op ad bakken, så har nogle af dem svært ved at trække lastvognene, og det giver nogle trafikale problemer, siger han.

Tidligere på morgenen gik de glatte veje ud over to busser, som skred i grøften. I den ene bus sad chauffør og passagerer fast i bussen, men der er ikke meldinger om alvorlige tilskadekomne. Fra den anden bus er to personer kørt på sygehuset.

- Først var det linje 1, der skred i grøften på Loftbrovej mellem Vodskov og Nørresundby. Der var fem passagerer og en chauffør i bussen. Chaufføren og en passager er kørt på sygehuset til undersøgelse for kvæstelser, men det er ikke alvorligt.

- Samtidig er buslinje 888 kørt i en dyb grøft i Gistrup på Hadsundvej og ligger på siden. Der skulle være en chauffør og fire passagerer, og de skulle ikke være kommet noget til, sagde Poul Badsberg, der var vagtchefen på daværende tidspunkt.

Der er ryddet op efter de to busuheld.

Busser i især Himmerland og Vendsyssel er dog ramt af store forsinkelser, oplyser Beredskabsstyrelsen.

/ritzau/