Butikstyve tvinger supermarkeder til at tænke kreativt

Hos Irma er det særligt kød, tyvene går efter, og her har man set sig nødsaget til at låse de dyreste udskæringer inde for at undgå tyverierne.

»Det er ærgerligt, og vi mister også omsætning på at gøre det så besværligt for kunderne at få fat i kødet. Men hvis dyr oksemørbrad for eksempel ligger fremme, så har vi flere gange oplevet, at det hele er stjålet, før dagen er gået,« siger kommunikationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen til DR Nyheder.

Det seneste fem år er antallet af butikstyverier steget med 17 procent. Også i Netto og Fakta forsøger man at gøre varerne uinteressante for tyvene at nappe ved eksempel at tage låget af glas med pulverkaffe, der er let at videresælge. Låget får betalende kunder udleveret ved kassen.

Også dyr vin og champagne er i høj kurs hos tyvene, det har betydet, at flere butikker slet ikke sælger flasker til mere end 500 kroner.

»Vores dyre champagne kan vi ikke sætte frem, og derfor bruger vi nogle gange det trick, at vi sætter tomme flasker frem, som kunden så kan udskifte til en fyldt oppe ved kassen. Men selv de tomme flasker bliver stjålet, fordi tyvene er så forhippede på at få fat i de dyre dråber,« siger Jens Juul til dr.dk.

Københavns Politi opfordrer ifølge landets butikker til at anmelde tyverierne, så der kommer fokus på problemet med de organiserede kriminelle, der ifølge politiinspektør Gert Gernyx Sejbak foretager de fleste butikstyverier.

»Når det er de omrejsende kriminelle, så sælger de ofte varerne videre i deres hjemlande, mens vi også ser, at varerne bliver solgt videre til eksempelvis kiosker her i Danmark,« siger politiinspektøren til dr.dk.

Dagens Gossip