Button kører igen fra Magnussen under Spa-træning

McLaren-holdkammeraten Jenson Button var hurtigere end Kevin Magnussen ved begge fredagens træninger på Spa-banen forud for søndagens grandprix.

Button slog i formiddagens træning sin danske kollega med omkring et halvt sekund, mens afstanden senere på dagen var på 4/10 sekund.

Kevin Magnussen opnåede syvende- og niendebedste tid i de to træninger, mens Button var tættere på de hurtigste kørere. Briten satte fjerde- og senere femtebedste tid.

De to Mercedes-kørere Nico Rosberg og Lewis Hamilton, der topper i VM-stillingen, var hurtigst i begge træninger. Mens den øjeblikkelige etter Rosberg satte hurtigste tid om formiddagen, så fik Hamilton mest fart i sin racerbil om eftermiddagen.

Mest overraskende var det måske, at Ferraris Fernando Alonso fik sat tredjehurtigste eftermiddagstid, eftersom Alonso selv har vurderet, at Ferrari får svært ved at slå mange af konkurrenterne på farten i Belgien.

Mercedes har vundet ni af sæsonens foreløbig 11 grandprixer. Nico Rosberg fører VM-serien med 202 point, mens Lewis Hamilton på andenpladsen har 191.

Formel 1-kørerne træner igen lørdag formiddag inden kvalifikationen til søndagens grandprix.

/ritzau/

Dagens Gossip