Bye bye! Wozniacki er ude af top-10

Mandagens verdensrangliste i tennis er endnu et håndgribeligt bevis på den nedtur, Caroline Wozniacki har været ude for i 2012.

Ved årsskiftet var danskeren stadig nummer ét i verden, men siden er det gået slemt ned ad bakke, og på den nyeste liste er hun for første gang siden juni 2009 ude af top-10.

Helt præcist er hun nummer 11 på den nyeste liste, og det skyldes ikke mindst, at hun ved den netop overståede US Open tabte allerede i første runde og dermed mistede de point, hun optjente i grand slam-turneringen sidste år.

Samtidig har Wozniacki endnu ikke prøvet at vinde en turnering i år. Det står i skærende kontrast til de seks sejre, hun hentede i 2011.

De sløje resultater betyder formentlig, at hun ikke er med ved sæsonfinalen WTA Championships, der spilles i Istanbul i slutningen af året.

Kun de otte bedste i løbet af året får lov at deltage her, og lige nu er Caroline Wozniacki knap 1300 point efter Li Na, der ligger nummer otte på 2012-ranglisten.

Hvis ellers knæet tillader det, er der dog stadig muligheder for at hente de nødvendige point, blandt andet ved turneringer i Tokyo, Seoul og Beijing.

Dagens Gossip

Dagens TV