Byforum anbefaler skattekroner til vedligehold af privat bygning

Er det i orden, at bruge kommunale skattekroner på forskønnelse af en privat bygning? Det spørgsmål var til debat på det seneste møde i Vamdrup Byforum. Og resultatet blev, at det synes et flertal af bestyrelsen det er.

Det betyder i følge Vamdrup Netavis, at Vamdrup Byforum nu for Kolding Kommune vil anbefale, at der bruges 10.500 kroner af de 100.000 kroner kommunen har stillet rådighed til forskønnelse af byen til formålet. Det handler om penge til maling af soklen og maling af en del af facaden på den privatejede bygning, Jernbanegade 3 i Vamdrups bymidte.

Sagen var til behandling og afstemning i byforum i forbindelse med en revision og regulering af ansøgningen om kommunale midler i indeværende år fra den såkaldte kommunale centerbypulje, hvor der de seneste år, hvert år er stillet 100.000 kroner til rådighed til forskønnelser til hver af de tre centerbyer, Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld.

At det kun blev til 10.500 kroner, skyldes i følge Vamdrup Netavis kun indædt modstand fra et mindretal i bestyrelsen mod at bruge skattekroner til private formål. Ansøgningen lå oprindeligt i 50.000 kroners klassen! Bygningen Jernbanegade 3 ejes af en privat fond, som har sine rødder i den tidligere private realskole i Nørregade. Nu den kommunale Ungdomsgården.

Der er ikke meget der er kommet ud fra byforum omkring behandlingen af sagen. Hvem der var for og imod i en afstemning står hen i det uvisse.

Dagens Gossip