Byggestøj koster metroteam bøde på 100.000 kroner

Skrevet af admin

29/06/2016

Dagens topnyheder

Hovedentreprenøren bag Københavns metrobyggeri skal betale en bøde på 100.000 kroner for i fire tilfælde at have generet naboer til byggeriet med støj. Metroteamet frifindes for anklagen om fem andre overtrædelser.

Afgørelsen er truffet onsdag af Københavns Byret, der således giver anklagemyndigheden medhold i, at støjen i fire tilfælde overskred det tilladte lydniveau, og at Copenhagen Metro Team I/S (CMT) derfor skal punge ud.

Metroteamet er sigtet for yderligere 94 overtrædelser, og anklagemyndigheden skal nu beslutte, om onsdagens dom giver anledning til, at der også her rejses tiltale.

/ritzau/