Bygherrer: Ingen havde set konkursen komme

Konkursen hos storentreprenøren, Pihl og Søn, har taget fusen på store dele af branchen. Ikke mindst bygherrerne, der nu står med projekter og ansatte, der er i vente-position på ubestemt tid.

Hos brancheorganisationen Bygherreforeningen, der organiserer både statslige, kommunale og private bygherrer, er mange af medlemmerne involveret i både store og mellemstore Pihl og Søn-projekter, og her har nyheden været chokerende.

- Der har jo verseret rygter længe om, at det ikke stod for godt til hos Pihl og Søn, men det var de færreste, der havde fantasi til at forestille sig, at firmaet skulle gå konkurs, siger direktør Henrik L. Bang.

Bygherrerne har således ikke forberedt sig på storentreprenørens kollaps.

- Normalt har vi rådgivet medlemmerne om, at de skal vælge en samarbejdspartner, der økonomisk kan stå projektet igennem, og Pihl og Søn har har jo været med i top tre af de aller største firmaer i mange år. Så det er noget nyt, at et af de allerstørste firmaer i branchen kommer i uføre, siger Henrik L. Bang.

Han peger på, at bygherrerne nu efterlades i en usikker situation. Både på den korte bane, hvor usikkerheden om, hvad der skal ske, dominerer, men også på den lange bane, hvor bekymringer om forsinkelser og budgetskred fylder.

- Det er en situation, hvor alle i branchen er ude på dybt vand og ikke ved, hvor det ender. Både hos bygherrerne og underleverandørerne til Pihl og Søn. Så vi håber, at der hurtigt bliver fundet en løsning på at videreføre de aktiviteter de har haft. Både for at få afklaret usikkerhenden men også for at få de mange dygtige medarbejdere fra Pihl og Søn i gang igen og udviklet deres kompetencer. Det er der brug for i markedet, siger Henrik L. Bang.

Dagens Gossip

Dagens TV