Bygninger styrter sammen i Nepal efter skælv - to dræbt

Bygninger er styrtet sammen i Nepals hovedstad, Kathmandu, oplyser øjenvidner. Det er sket under et kraftigt jordskælv, som ifølge USA's Geologiske Overvågning, USGS, blev målt til 7,9. Det skriver Reuters og AFP.

Mindst to er blevet dræbt.

En pige på 15 år er blevet dræbt i Indien nær grænsen til Nepal, da væggene i hendes hjem kollapsede.

En anden pige blev dræbt af en statue, som væltede i en park i Kathmandu, oplyser nepalesisk radio ifølge Reuters.

- Skælvet skete i kun to kilometers højde, skriver Reuters, som tidligere citerede amerikanske geologer for, at skælvet skete i 31 kilometers dybde - omkring 80 kilometer øst for byen Pokhara i Nepal.

- Der er mange kraftige efterrystelser, der også mærkes i New Delhi, oplyser BBC.

Et øjenvidne siger til BBC, at han mener, at mennesker er omkommet i Kathmandu, men han har ingen idé om, hvor mange.

Øjenvidner siger, at mange mennesker er samlet i gaderne i Kathmandu, fordi de er bange for at opholde sig inde i byens bygninger.

- Murene i husene omkring mig er brudt sammen. Alle familier er søgt ud på gaden. Der er stadig efterrystelser, siger en AFP-journalist.

Ifølge lokale medier varede skælvet mellem 30 sekunder og to minutter.

- Vi er ved at danne os et overblik over situationen, siger den indiske premierminister, Narendra Modi, på Twitter, hvor han lover hjælp til de ramte.

Tidligere havde Reuters og AP angivet skælvets styrke til henholdsvis 7,7 og 7,5 med henvisning til USGS.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip