Bykommunerne med sociale problemer får færre penge

Store byer som Aarhus, Odense og København har boligområder med alvorlige sociale problemer. Men som store bykommuner er de økonomisk bedre rustet til at klare problemerne end mange mindre kommuner.

Med den begrundelse foreslår regeringen at nedlægge en pulje kaldet særtilskudspuljen, der blev oprettet i 2013 med støtte fra den daværende S-R-SF-regering og Enhedslisten.

Nu skal pengene i stedet fordeles til kommuner, der befinder sig i en svær økonomisk situation. Det siger social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V), der fredag sender et lovforslag om sagen i høring.

- Jeg vil helst prioritere penge til de kommuner, som har de vanskeligste økonomiske vilkår. Alle kommuner skal fortsat løse deres opgave med at sætte ind over for sociale problemer, når der er et behov. Det ændrer forslaget ikke på, siger Karen Ellemann.

I lovforlaget foreslår regeringen, at kommunernes sociale særtilskudspulje nedlægges med virkning fra 2017.

Regeringen lægger samtidig op til, at partierne i forbindelse med efterårets forhandlinger om finansloven skal drøfte fordelingen af en ny særtilskudspulje.

Dermed lægger regeringen før forhandlingerne op til at indfri et stort ønske fra blå bloks største parti, Dansk Folkeparti, om at sikre flere penge til mindre kommuner i provinsen.

Puljen er finansieret af kommunerne selv, og nedlæggelsen vil således ikke have betydning for kommunernes finansiering samlet set, men indebære en omfordeling mellem kommunerne, oplyser ministeriet.

/ritzau/

Dagens Gossip