Byråd sælger huse til 10 kroner stykket for at fylde tomme områder

Skrevet af Ninna Andreasen

18/12/2015

Dagens topnyheder

Herhjemme har debatten om det såkaldte “Udkantsdanmark” kørt i flere år - især på grund af fraflytning fra yderområderne.

I Storbritannien har byrådet i Stoke-on-Trent fundet en kontant løsning på et lignende problem. De sælger 25 huse i en del af byen, som er blevet forladt.

Prisen er et pund per styk - svarende til 10 kroner. Det skriver The Mirror

Men ikke nok med, at de sælger husene for en slik. Byrådet tilbyder også, at køberne får 20.000 pund - omkring 200.000 kroner - kontant i hånden til at renovere og indrette husene for.

Alt i alt pumper byrådet godt 15 millioner kroner i projektet, som skal give den lokale økonomi en kickstart. For at undgå bolighajer er der dog et lille men.

De, som ansøger om at købe husene, skal skrive under på, at de bliver boende i husene i mindst fem år. De skal desuden være i job og have en indkomst på mellem 180.000 og 250.000 kroner årligt.

Bygningerne bliver købt af udlejere, som ikke har råd til at beholde dem og investere i dem, fordi der ingen lejere er.

Læs også: Undgå at snyde dig selv: Garantibeviset udløber før garantien

- Alle 25 hjem er i det samme område, fordi målet er at genoplive et lokalområde, siger byrådsmedlemmet Randy Conteh.

Det er ikke første gang byrådet tager så drastisk et tiltag i brug. Et andet område, hvor 33 hjem blev solgt for 10 kroner stykket, blev en stor succes.

Følg Dagens Forbrug for flere lignende artikler: