Byrådsmedlem kørte taxa for mere end 20.000 kroner

Skrevet af Michael Lauritsen

09/04/2013

Dagens topnyheder

Det kan være halvdyrt at komme fra a til b. Især, hvis man kører hyrevogn og gør det ofte. Christian Frederiksen (S) - byrådsmedlem i Odense Kommune, brugte i fjor 22.834 kroner på taxature på kommunens regning.

Det viser tal fra Odense Kommunes hjemmeside, som Fyens Stiftstidende har kigget på.

Tallene viser, at socialdemokraten kørte dobbelt så meget i taxa, som de resterende 23 byrådsmedlemmer gjorde til sammen.

- Jeg er et flittigt byrådsmedlem, der deltager i masser af møder med mange forskellige om ikke mindt social- og arbejdsmarkedsforhold. Og så er jeg formand for Tryg By-udvalget, som er lig med mange møder, forklarer Christian Frederiksen til Fyens Stiftstidende.

Ifølge avisen kan lokalpolitikeren godt se, at beløbet kan virke højt. 

Det høje forbrug giver anledning til kritik fra andre byrådsmedlemmer. En af dem er gruppeformand for SF i Odense Byråd, Veronica Hansen.

Til Fyens Stiftstidende understreger hun, at hun 'ikke vil gøre sig til dommer over andres forbrug'. Alligevel får Christian Frederiksen et par ord med på vejen.

- Det pågældende taxaforbrug lyder noget voldsomt for et menigt medlem, også sammenlignet med øvrige medlemmers forbrug, siger hun til Fyens Stiftstidende.