Byrådsmedlemmer går på vægten

Skrevet af John Meyer

10/01/2013

Dagens topnyheder

Fire friske medlemmer af Esbjerg Kommunes byråd får nu mulighed for at blive lettere og sundere. De stiller op i konkurrencen Esbjerg På Vægten. Her vil de som Team Byråd dyste mod de 108 andre hold om, hvem der samlet kan tabe sig mest i forhold til startvægten.
Fra byrådet deltager: formand for Sundhed & Omsorgsudvalget Henning Ravn (V), Annemette Knudsen Andersen (V), Anders Kronborg (S) og Heidi Møller (S). Holdkaptajn er Henning Ravn, som siger:

- Vi kan alle selv gøre en indsats for at blive lidt sundere, og gør vi det sammen, er det både lettere og sjovere. Når vi som politikere opfordrer borgerne til at tage hånd om egen sundhed, er det oplagt, at vi starter med os selv og også gør noget ved vores egen sundhed og vægt.


Vægttabskonkurrencen er startet den 10. januar med indvejning i Blue Water Dokken. De næste otte uger vil vise, om Team Byråd vinder konkurrencen, eller om de vinder over sig selv. Det sidste er det vigtigste, for er målet et varigt vægttab, skal gamle vaner byttes ud med nye og sundere hos den enkelte deltager.

Hjælp til sundere vaner
Esbjerg Kommune vil som partner i konkurrencen gerne hjælpe alle deltagere med at få nye og sundere vaner. Er det svært for deltagerne at ændre livsstil, tilbyder kommunen gratis hjælp i form af samtaler med en sundhedscoach eller en klinisk diætist, måling af body age m.v. Den enkelte og holdene kan også deltage i cafemøder, hvor en sundhedscoach vil holde oplæg om og diskutere madlyster, vægt og vaner.

Målet er at få den enkelte deltager til at overveje, hvad et vægttab betyder for ham eller hende, og hvorfor vægten er, som den er nu. Bliver deltageren afklaret om det, er det lettere at sætte sig et mål om at ændre livsstil og nå det.