Byret afviser politiets bøn om pause i Tibet-sagen

Skrevet af admin

04/02/2016

Mest læste i dag

Københavns Politi får ikke sin vilje i to retssager om politiets indgreb mod Tibet-demonstranter.

En dommer i Københavns Byret har netop afvist politiets ønske om at få sagerne udsat, indtil den såkaldte Tibet-kommission er færdig med sit arbejde. Det oplyser Støttekomiteen for Tibet torsdag aften.

Udsættelsen kunne have betydet, at retten først kunne træffe afgørelse om to år.

Sagerne handler blandt andet om politiets påståede knægtelse af ytringsfriheden og retten til at demonstrere, da Kinas præsident var på statsbesøg i 2012.

Da Hu Jintao gæstede hovedstaden, blev Støttekomiteen for Tibet og Falun Gong henvist til at demonstrere på Højbro Plads.

Men politiet kørte nogle såkaldte gruppevogne hen foran forsamlingen, så præsidenten blev skånet for at se mængden, der stod med Tibet-flag.

Derfor har et par borgere krævet erstatning. De mener, at politiet har krænket deres menneskerettigheder og grundloven.

Og nu skal sagerne altså rulle videre uden at blive sat på pause, sådan som politiet havde ønsket.

En dommer har bestemt, at det "tidsmæssige aspekt" taler for, at der ikke skal ske udsættelse.

Desuden er en del af forløbet allerede belyst ved en tidligere retssag om de frihedsberøvelser, som betjente udsatte folk med Tibet-flag for, fastslår dommeren.

I september sidste år mere end antydede tre dommere i Østre Landsret, at borgeres ret til at ytre sig og demonstrere var blevet trådt under fode. I en sag om frihedsberøvelse hørte dommerne blandt andet politiets afslørende interne radio-kommunikation.

Derefter fandt Københavns Politi pludselig en intern ordre, som bekræftede borgernes oplysninger. Ordren gik ud på, at demonstranter ikke måtte være synlige for den kinesiske præsident.

Det blev hurtigt til en skandale. Politiet har nemlig i en række svar vildledt Justitsministeriet og dermed også Folketinget om forløbet.

På den baggrund besluttede justitsminister Søren Pind (V) at nedsætte en undersøgelseskommission. Den skal afdække, hvor den skjulte ordre egentlig stammede fra.

Desuden undersøger Den Uafhængige Politiklagemyndighed, om politifolk skal sigtes for at have overtrådt straffeloven.

/ritzau/