Byret er klar med dom i sag mod bankchefer

Onsdag formiddag får en stribe chefer fra den finansielle verden at vide, om de skal i fængsel - eller om de frifindes for grov økonomisk kriminalitet.

Otte topfolk fra Morsø Sparekasse, Sparekassen Kronjylland og Ebh Bank er anklaget for mandatsvig, bedrageri og kursmanipulation.

Gruppen er blevet kaldt direktørnetværket, og hovedpersonen er den tidligere direktør i Ebh Bank, Finn Strier Poulsen.

Han fortjener en straf på fængsel i fire år, har den ene af Bagmandspolitiets anklagere sagt til domsmandsretten i Hjørring.

Omvendt har forsvarerne sagt, at Bagmandspolitiet under de mange retsmøder siden december sidste år ikke har været i stand til at bevise de påståede kriminelle manøvrer.

Også den tidligere bestyrelsesformand Egon Korsbæk er tiltalt.

- Egon har en plan, har vi hørt før i en anden sammenhæng, men det gælder ikke her, sagde Korsbæks forsvarer, Erik Werlauff, ifølge nordjyske.dk.

Han beskyldes dels for i en slags sammensværgelse med de fleste af de øvrige at have begået mandatsvig for i alt cirka ni millioner kroner.

Og dels skal han have været med til at aftale manipulation af kursen på aktier i Vestjysk Bank og på Keops Ejendomsobligationer.

Udbyttet blev i alt 5,7 millioner kroner, som ifølge påstanden blev fordelt til de medvirkende og til nogle af deres hustruer og et enkelt barn.

Optagelser af nogle af de impliceredes telefonsnak med hinanden indgår som bevis.

"Det er utroligt, at det kan lade sig gøre," udbrød Finn Strier Poulsen om en indbringende handel med obligationer.

Og på et andet tidspunkt advarede han sin fondschef mod at tage skriftlig kontakt med en anden af de tiltalte: "Han vil ikke have, vi skriver mails om det her," lød instruksen.

Nogle af forsvarerne har ifølge nordjyske.dk mindet retten om, hvordan det er gået med andre sager om kursmanipulation.

Vestre Landsret har i to tilfælde frifundet fondschefen fra Ebh Bank, og også Finn Strier Poulsen er tidligere blevet frifundet for kursmanipulation.

Dommen i den aktuelle sag afsiges onsdag formiddag.

/ritzau/

Dagens Gossip