Byret stopper tålt ophold for iraner

Skrevet af admin

21/01/2014

Dagens topnyheder

Efter at have levet på tålt ophold i cirka syv år har en iransk mand fået mulighed for at leve et normalt liv i Danmark.

Københavns Byret har tirsdag ophævet udvisningsdommen, som blev afsagt af Østre Landsret i 2006.

Elias Karkavandi blev dømt i en sag om hashhandel i Christiania. Han var vagt for pusherne og blev udvist.

Men det er umuligt for de danske myndigheder at sende den 42-årige retur til hjemlandet, da han risikerer forfølgelse og tortur.

Med kendelsen tirsdag har byretten efterkommet påstanden fra Karkavandis advokat, Christian Dahlager.

Advokaten har i retten betegnet klientens situation som "vanskelig, uheldig og urimelig," skrev dagbladet Information forleden.

Under retsmødet har en anklager derimod opfordret retten til at opretholde udvisningen.

Elias Karkavandi, der er kristen, flygtede i 1993 fra præstestyret i Iran. Han var militærnægter og desertør.

Efter flere gode år i Danmark betød en skilsmisse, at han kom i krise. Han begyndte at ryge hash og deltog derefter i hashhandlernes kriminalitet i Christiania.

Udviste udlændinge, der ikke kan udsendes, lever på tålt ophold og må for eksempel ikke tage arbejde.

I stedet har Elias Karkavandi udført ulønnet arbejde i byggefirmaet Logik & Co.

I 2012 var iraneren centrum for en anden retssag, nemlig om de vilkår, som udlændinge på tålt ophold bydes.

Højesteret fastslog, at Karkavandi ikke længere skulle opfylde krav om at overnatte og dagligt melde sig i Center Sandholm. Landets øverste domstols afgørelse gik myndighederne imod.

Tirsdagens ophævelse af udvisningen bør gøre indtryk på politikerne, mener advokat Christian Dahlager.

- Kendelsen i byretten følger op på Højesterets dom fra 2012 og fastslår, at der er en grænse for, hvor længe folk må blive på tålt ophold. Man kan ikke udstrække det i det uendelige.

- Det er et vink med en vognstang til Folketinget, som er ved at revidere reglerne om tålt ophold, om, at der bør være en entydig overgrænse for, hvor længe man kan holde mennesker under de forhold, siger Christian Dahlager.

/ritzau/