Byretten ophæver navneforbud i PKK-sagen

Anklagerne mod 10 mænd i en historisk stor sag om økonomisk støtte til en terrororganisation er så alvorlige, at de ikke har krav på, at retten beskytter deres identitet.

Det fastslår retsformand Jens Stausbøll torsdag formiddag i Københavns Byret, hvor 10 mænd sidder tiltalt for at indsamle og formidle i alt 140 millioner kroner til Kurdistans Arbejderparti PKK.

- Vi har at gøre med en sag af stor samfundsmæssig betydning, og hensynet til offentlighedens indsigt i sagen må sættes højere end hensynet til de tiltalte, lyder det fra Jens Stausbøll.

De 10 tiltalte nægter sig alle skyldige.

Sagen er den hidtil suverænt største af sin art herhjemme, når det gælder finansiering af terrororganisationer. Tidligere sager af den type er endt med betingede domme, men denne gang er der lagt op til mere.

Ved at rejse sagen som en nævningesag har anklagemyndigheden åbnet for, at der kan idømmes over fire års ubetinget fængsel i sagen.

Der har, frem til at selve sagen skulle begynde torsdag, været navneforbud for omkring ni af de tiltalte. Begrundelsen har fra rettens side været, at de tiltalte ikke skulle udsættes for unødig krænkelse.

Dog er der tradition for, at retten ser anderledes på spørgsmålet om navneforbud, når der er blevet rejst tiltale, og selve retssagen er gået i gang. Og det er også tilfældet i denne sag.

Selv om Københavns Byret vil ophæve navneforbuddet, så gælder det dog stadig. Forsvarsadvokat Bjørn Elmquist, som repræsenterer fire af de tiltalte i sagen, valgte nemlig at kære afgørelsen til Østre Landsret.

Elmquist forlanger samtidig, at kæren skal have opsættende virkning. Det vil sige, at navneforbuddet skal gælde, indtil landsretten har talt. Og det valgte Jens Stausbøll og hans to meddommere at imødekomme.

/ritzau/

Dagens Gossip