Byretter landet over øger sikkerheden efter skudepisode

Skrevet af admin

11/12/2014

Dagens topnyheder

Flere domstole over hele landet har skærpet sikkerheden, efter at det i september lykkedes en mand at medbringe et oversavet jagtgevær til en retssag i fogedretten i Københavns Byret. Det skriver Jyllands-Posten.

Manden, der mødte op til retsmødet på vegne af sin datter, affyrede seks skud, som dræbte en advokat og sårede datterens eksmand.

Siden har en række byretter taget konsekvensen og øget sikkerheden.

- Vi har fokuseret på de kortsigtede forbedringer i første omgang, siger retspræsident Christian Lundblad fra Retten i Aalborg til Jyllands-Posten.

Retten har blandt andet installeret videoovervågning og øget antallet af patruljer, som rettens betjente foretager i bygningen.

Af sikkerhedsmæssige årsager ønsker Christian Lundblad ikke at gå i detaljer om de nye sikkerhedstiltag.

Samme forbehold tager flere andre byretter, som Jyllands-Posten har talt med. De fleste bekræfter dog, at de har "revideret" sikkerheden.

I Odense betyder det, at der arbejdes på at forbedre flugtvejene, mens Retten i Horsens har indkøbt flere alarmer. I Helsingør er der købt ni ekstra overvågningskameraer, hvor der tidligere kun var ét.

I Københavns Byret, hvor skyderiet skete, har man også etableret ekstra flugtveje.

- Generelt vil vi jo helst ikke sige, hvad vi gør. Men vi har taget vores sikkerhedsprocedure op til overvejelse og justeret på nogle punkter. Det ville være uansvarligt, hvis man ikke tog en hændelse som den (skyderiet i september, red.) til efterretning, siger administrationschef Michael Villemoes Larsen.

Domstolsstyrelsen, der administrerer de danske domstole, oplyser, at man lige nu diskuterer eventuelle tiltag, som skal gælde for alle landets 24 byretter, med Justitsministeriet.

/ritzau/