Cabaye debuterede i Paris Saint-Germain-sejr

Skrevet af admin

31/01/2014

Dagens topnyheder

Paris Saint-Germain er godt på vej mod at forsvare det franske mesterskab, som klubben vandt i fjor.

Fredag aften blev det til en 2-0-sejr hjemme mod Bordeaux. Den svenske stjerneangriber Zlatan Ibrahimovic bragte værterne foran i det 58. minut efter oplæg fra brasilianske Lucas Moura.

10 minutter senere gav hjemmeholdet debut til den franske landsholdsspiller Yohan Cabaye, som Paris-klubben netop har hentet i Newcastle.

Kort før tid slog den brasilianske forsvarsspiller Alex sejren fast for hjemmeholdet.

Med sejren bringer Paris Saint-Germain sig op på 54 point for 23 kampe. Holdet har seks point ned til Monaco på andenpladsen.

Monaco, der må undvære den skadede stjernespiller Falcao i resten af sæsonen, møder lørdag FC Lorient på udebane.

Simon Kjærs Lille er på tredjepladsen i Ligue 1, og holdet møder søndag Nice på udebane.

/ritzau/