”Café de 5 Årstider” er blevet nøglehulscertificeret

Nu bliver det lettere for gæsterne på Kolding Uddannelses Center (KUC) at vælge den ekstra sunde forplejning. ”Café de 5 Årstider” er som det første spisested i Kolding blevet nøglehulscertificeret, og det betyder, at de sundere mad- og drikkevarer nu er markeret med et lille nøglehulsskilt.

- Vi er meget stolte over, at vi som det første spisested er blevet certificeret i Kolding. Det er trods alt noget, vi har brugt meget tid på, siger Marianne Sand, som forpagter cafeen sammen med ægtefællen Peter.

KUC bruges blandt andet af sprogskolen, flere oplysningsforbund og Kolding Kommune til uddannelses- og mødevirksomhed. Typisk leverer "Café de 5 Årstider" forplejning til 100-300 gæster hver dag.

Fødevarestyrelsens sunde stempel

Det er Fødevarestyrelsen, som står for certificeringen af nøglehulsmærkede spisesteder. For at blive godkendt skal personalet gennemgå en obligatorisk uddannelse, og efterfølgende skal man kunne dokumentere ernæringsværdien af de nøglehulsmærkede retter.

Når køkkenpersonalet laver en ret, taster de alle ingredienserne ind i en nøglehulsberegner for at tjekke, om retten må kaldes en nøglehulsret. Det duer for eksempel ikke smage maden til ved at strø salt på med løs hånd – der skal være 100 procent tjek på saltindholdet.

Også de færdigvarer, som cafeen køber, er blevet tjekket i forbindelse med certificeringen.

- Vi har gennemgået alle indkøb og stillet krav til vores leverandører, for så vidt muligt at få nøglehulsmærkede varer. Et lille eksempel er, at letmælken til kaffen er skiftet ud med den knap så fedtholdige minimælk, slutter Marianne Sand.

Se billederne nedenunder...

Dagens Gossip