Calais-migranter hopper på godstog til Storbritannien

Skrevet af admin

21/08/2015

Mest læste i dag

Migranter har fredag forsøgt at klatre om bord på et godstog i forsøget på at nå til Storbritannien, skriver AFP. Toget benytter kanalen mellem Frankrig og Storbritannien, der er voldsomt belastet af migranter.

Politi og sikkerhedsfolk blev advaret og fik standset toget og stoppet migranterne, oplyser en talsmand fra Eurotunnel til AFP.

- Omkring 11:30 (10.30 dansk tid red.) fik vi en advarsel om tilstedeværelsen af ​​migranter på et godstog, siger talsmanden.

Han oplyser, at politi og sikkerhedspersonale foretog en inspektion af godstoget og fjernede migranterne - en aktion der udløste store trafikale forsinkelser på både den britiske og den franske side.

Migranters dødsensfarlige forsøg på at komme med tog og lastbiler gennem tunnelen har fået stor opmærksomhed i den seneste tid.

Torsdag underskrev de franske og britiske indenrigsministre, Bernard Cazeneuve og Theresa May, en aftale om at oprette et nyt "kommando- og kontrolcenter", der skal sætte ind mod menneskesmuglerne i Calais i Frankrig.

Centret skal forsøge at finde løsning på den massive tilstrømning af migranter til området, der også har givet problemer for havnetrafikken.

De omkring 3000 migranter er fra Afrika, Mellemøsten og Asien, og de ønsker alle at forsøge at komme videre til Storbritannien.

Forholdene for dem er slum-lignende kvarterer, hvor de bor i små byer af lette campingtelte, der i folkemunde kaldes "junglen".

Migranterne vi ofte hellere til Storbritannien, fordi de har familie der eller tror, det er lettere at finde arbejde i landet.

Det store pres på Calais og Eurotunnelen har ført til flere sammenstød mellem migranter og politi, og indtil videre er mindst ni døde i desperate forsøg på at krydse over til Storbritannien.

/ritzau/AFP