Calzaghe: Kessler står på flade fødder

Mikkel Kessler må indstille sig på et nederlag, når den danske bokser 25. maj møder britiske Carl Froch i London.

Det vurderer Joe Calzaghe, der er en af kun to boksere, som har besejret Kessler.

- Det bliver en stor kamp. Kessler er stadig en kriger, og han har stadig et godt slag.

- Men hvis jeg skal vælge en vinder af de to, så må det blive Froch, siger Joe Calzaghe til avisen The Daily Express.

Den 41-årige waliser slog Mikkel Kessler tilbage i 2007, og han mener ikke, at danskeren er lige så stærk som dengang.

- Det var en stor kamp foran 50.000 mennesker i min hjemby, Cardiff. Kessler var ubesejret på det tidspunkt, og det er en af mine tre største sejre. Kessler er en af de bedste, jeg nogensinde har mødt.

- Men han var en bedre fighter, da jeg mødte ham. Hans rekordliste lød på 39-0, siger Calzaghe, der tydeligt husker kampen.

- Jeg kan huske, at han slog hårdt og flyttede sig godt. Han fangede mig med nogle gode slag og et par hårde stød i fjerde runde.

- Men jeg tilpassede min stil, og det kunne han ikke finde ud af. Til at begynde med pressede jeg ham og gik for meget fremad, så han kunne slå kontra på mig.

- I femte runde begyndte jeg at bevæge mig rundt og bruge mit jab meget mere. Det betød, at jeg vandt stort set alle runder derefter, siger Calzaghe.

Waliseren mener, at Mikkel Kessler på flere punkter de seneste år er blevet en dårligere bokser.

- Froch er blevet bedre med årene end Kessler.

- Kessler er ikke så mobil længere, og han er blevet meget nemmere at ramme. Jeg har bidt mærke i, at han ikke bevæger sit hoved lige så meget som tidligere, og så står han på flade fødder.

- Det passer godt til Froch, for Froch bryder sig ikke om modstandere, der flytter sig. Han har det hårdt mod dem. Han vil gerne have modstanderen lige foran sig, så han kan slå dem.

- Det er også en stor fordel for Froch, at han bokser på hjemmebane. Han er blevet bedre med årene, og han har set godt ud i sine seneste kampe, siger Calzaghe til The Daily Express.

Mikkel Kessler og Carl Froch har mødt hinanden en gang tidligere. I 2010 slog danskeren Froch på point i den daværende Super Six-turnering. Kessler måtte efterfølgende trække sig fra turneringen på grund af en øjenskade.

/ritzau/

 

Dagens Gossip