Cameron advarer om ny global finanskrise

Skrevet af admin

17/11/2014

Mest læste i dag

Efter weekendens G20-topmøde i Australien bringer den britiske premierminister, David Cameron, en bekymret advarsel om, at verden kan være på vej mod en ny global økonomisk krise.

De "røde alarmlamper blinker for den globale økonomi", skriver Cameron i avisen The Guardian mandag.

Den krise, som den britiske premierminister frygter, er af samme alvorlige karakter, som den blandt andet Europa fortsat kæmper med eftervirkningerne af efter seks-syv svære år.

Den britiske regeringschef skriver, at der i øjeblikket sker et "faretruende tilbagefald i retning mod ustabilitet og usikkerhed," og det udgør en reel risiko for den britiske økonomi.

Opbremsningen i eurozonen påvirker allerede briterne og den britiske eksport negativt, lyder det.

- Eurozonen balancerer på kanten af en mulig tredje recession med høj arbejdsløshed, faldende vækst og en reel risiko for faldende priser, skriver Cameron.

Advarslen fra Cameron kommer få dage efter, at Bank of Englands chef Mark Carney slog fast, at stagnation spøger over hele Europa.

/ritzau/