Cameron aflyser besøg hos Thorning efter valgmelding

David Cameron har som ventet aflyst et planlagt besøg torsdag hos Helle Thorning-Schmidt (S) i København, efter at statsministeren onsdag formiddag har udskrevet valg.

- Efter at statsminister Helle Thorning-Schmidt har udskrevet valg i Danmark 18. juni, har premierministeren aflyst sin rejse til København i morgen, siger en talsmand i Downing Street 10 til Politics Home.

Talsmanden siger videre, at "ministerens program indledes i Haag ved frokosttid, og det fortsætter derefter som planlagt."

Den britiske regeringschefs besøg i Danmark var planlagt som del af Camerons charmeoffensiv hos de europæiske ledere.

Cameron søger opbakning til reformer og en genforhandling af det britiske EU-medlemskab, som han har sat til folkeafstemning i 2017.

I stedet for at indlede denne del af rejsen i Danmark, flyver Cameron til Holland og derefter Frankrig, hvor han mødes med landets præsident, Francois Holland.

Fredag besøger premierministeren den tyske forbundskansler og den polske premierminister.

Det har tidligere været fremme, at Camerons folk skeler til, hvordan Danmark har forhandlet sig frem til særordninger i EU-systemet.

Cameron har allerede erkendt, at det ikke bliver nemt at reformere EU eller den britiske version af samarbejdet.

- Men jeg er fortrøstningsfuld, for i sidste ende tror jeg, at det er i alles interesse, sagde han i sidste uge under et topmøde i Riga.

I forbindelse med samme møde sagde Helle Thorning-Schmidt:

- Vi sætter stor pris på Storbritannien og vores samarbejde i EU, og jeg håber inderligt, at vi kan finde en god løsning for Storbritannien.

- Nu må vi først høre, hvad hr. Cameron har at sige om, hvilke former for forandringer de ønsker at opnå. Og så tager vi det derfra, lød det fra statsministeren.

/ritzau/

Dagens Gossip