Cameron blander sig i tåregas-drama efter dansk færgekøb

Skrevet af admin

24/06/2015

Mest læste i dag

Den britiske premierminister vil forstærke grænsen til Frankrig efter tirsdagens ballade i den franske havneby Calais, hvor et salg af to færger til det danske færgeselskab DFDS udløste blokader og omfattende uro.

David Cameron kalder de kaotiske scener i havnebyen, hvor migranter fra syd forsøger at nå videre til Storbritannien, for uacceptable.

- Vi har undersøgt, om vi kan sende mere personale og flere hold med sporhunde til den side af kanalen for at afhjælpe problemet, siger Cameron ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Der opføres også hegn, ikke alene omkring havnen i Calais, men også omkring Eurostar og indgangen til Eurotunnel, siger premierministeren.

Flere hundrede færgearbejdere blokerede og afbrændte dæk på Eurostars togskinner, og de blokerede Eurotunnel det meste af dagen. Også migranter deltog, inden politiet med tåregas og magt skilte menneskemængden.

Færgearbejderne er vrede over, at Eurotunnel sælger to færger til DFDS, og de frygter dermed, at 120 kan miste deres job.

Den franske regering vil bede Eurotunnel om at genoverveje salget af færgerne til DFDS.

- Regeringen beder Eurotunnel om at kigge på sin plan og arbejde for en bedre løsning fra et beskæftigelsesmæssigt synspunkt, siger statssekretæren med ansvar for transport i en mail til Bloomberg News ifølge Ritzau Finans.

Det planlagte salg sker efter en langstrakt konkurrencestrid, hvor Eurotunnel, som står bag MyFerryLink, nærmest havde fået monopol på overfarten.

Da Eurotunnel for nylig meddelte, at man ville sælge to færger i MyFerryLink til konkurrenten DFDS, udløste det vrede hos færgearbejdernes fagforening.

- Det er udelukket, at DFDS overtager vores skibe. Aldrig, aldrig, lød det fra fagforeningslederen Eric Vercoutre tirsdag til nyhedsbureauet AFP.

Det trafikale kaos udløste også ballade i den store gruppe af indvandrere, som holder til i Calais. Mange forsøgte at udnytte situationen til at få en tur over kanalen.

/ritzau/