Cameron bønfalder skotter om at afvise løsrivelse

Skrevet af admin

09/09/2014

Mest læste i dag

Panikken er ved at brede sig i London, og tirsdag bønfalder den konservative premierminister, David Cameron, de skotske vælgere om at forkaste Skotlands uafhængighed ved folkeafstemningen i næste uge.

Cameron lover, at han vil gøre alt for at holde Storbritannien sammen og bebuder, at han er på vej til Skotland for slutte sig til modstanderne af uafhængighed.

- I sidste ende er det op til det skotske folk at vælge, men jeg ønsker, at de skal vide, at resten af Storbritannien - og jeg taler som premierminister - ønsker, at de skal blive, siger han.

Skotsk uafhængighed var engang fantasteri, men nu synes det snublende nært, efter de seneste meningsmålinger har vist dødt løb eller et lille forspring for tilhængerne af uafhængighed.

Som et udtryk for panikken fortæller Camerons talsmand, at det skotske flag fra tirsdag og frem til folkeafstemningen vil vaje over Downing Street 10 - premierministerens officielle kontor.

Den seneste måling tirsdag fra TNS, der viser dødt løb, demonstrerer ifølge Alex Salmond, der er leder for Det Skotske Nationalparti og førsteminister i Skotland, at nej-kampagnen "er ved at gå op i limningen".

Nej-kampagnen er tilhængerne af den fortsatte union med Storbritannien, mens deres modstandere siger ja til løsrivelse fra Storbritannien.

De store britiske partier - De Konservative, Arbejderpartiet og De Liberale Demokrater - er tydeligt berørt over udsigten til, at skotterne stemmer ja til uafhængighed og har i opløbet til afstemningen tilbudt Skotland mere autonomi, blandt andet i forhold til skattepolitik og velfærdspolitik.

Folkeafstemningen finder sted den 18. september.

Flere kommentatorer tror, at Cameron bliver nødt til at træde tilbage, hvis skotterne siger ja til uafhængighed. Han besøger Skotland onsdag.

/ritzau/Reuters