Cameron efter flytragedie: Rusland må holdes ansvarlig

Skrevet af admin

20/07/2014

Mest læste i dag

Hvis prorussiske separatister står bag nedskydningen af passagerflyet fra Malaysia Airlines, må Rusland holdes ansvarlig.

Udmeldingen kommer fra Storbritanniens premierminister, David Cameron, som mener, at Rusland er skyldig i at have forårsaget uro i det østlige Ukraine. Blandt andet ved at have bevæbnet de prorussiske separatister, som gennem længere tid har kæmpet mod ukrainsk militær.

- Hvis det viser sig at være rigtigt, må vi gøre det klart, hvad det betyder: Det er et direkte resultat af, at Rusland har destabiliseret en suveræn stat, krænket dets territoriale integritet, støttet militser og trænet og bevæbnet dem, skriver Cameron i den britiske avis The Sunday Times.

Premierministeren truer med nye sanktioner over for Rusland og kritiserer samtidig også EU for at være for langsom til at reagere over for styret i Moskva.

Han mener, at EU må ændre sin kurs over for Rusland "fundamentalt", med mindre at den russiske præsident, Vladimir Putin, viser vilje til at få styr på urolighederne i Ukraine.

- Alt for længe har der været modvilje hos alt for mange europæiske lande til at leve op til konsekvenserne af, hvad der sker i det østlige Ukraine.

- Det er tid til at lade vores magt, indflydelse og ressourcer spille en rolle. Vores økonomier er stærke og vokser i styrke. Alligevel opfører vi os nogle gange som om, at vi har mere brug for Rusland, end Rusland har brug for os, skriver Cameron.

Passagerflyet MH17 blev torsdag efter alt at dømme skudt ned over det østlige Ukraine, da det var på vej fra Holland til Malaysia. Alle 298 personer om bord mistede livet - heriblandt næsten 200 hollændere.

Flyet blev ifølge USA ramt af et jord-til-luft-missil. Endnu har ingen taget skylden for ulykken. Den ukrainske sikkerhedstjeneste, SBU, har offentliggjort optagelser af samtaler, som angiveligt beviser, at det var prorussiske separatister, der står bag nedskydningen.

/ritzau/Reuters