Cameron: EU-afstemning er vigtigste valg i briters liv

Skrevet af admin

10/11/2015

Mest læste i dag

Den britiske premierminister, David Cameron, siger i en tv-tale, at EU-folkeafstemning er den vigtigste politiske beslutning i de britiske vælgeres liv.

- Forhandlinger om EU-reformer går nu ind i en formel fase. Det er nødvendigt, at EU bliver reformeret og gjort mere konkurrencedygtigt. EU's ledere må vise fleksibilitet og sætte pris på at bevare Storbritannien i Den Europæiske Union, siger Cameron.

Han betoner, at beslutningen om det britiske EU-medlemskab er den vigtigste, som de britiske vælgere kommer til at træffe i deres liv.

- Briterne har ret til at forvente, at deres bekymringer og ønsker bliver taget alvorligt, siger den britiske premierminister, som understreger, at fri bevægelighed inden for EU ikke bør være gældende for nye medlemslande, før deres økonomier har nærmet sig den britiske.

Cameron siger, at presset fra migranter er for stort, og at briterne har brug for selv at have mere kontrol over udviklingen.

- Hvis vi bliver i stand til at opnå en aftale, så må den være juridisk bindende, og den skal ikke være til at ændre, pointerer han videre.

/ritzau/Reuters