Cameron: EU-afstemning er vigtigste valg i briters liv

Skrevet af admin

10/11/2015

Dagens topnyheder

Den britiske premierminister, David Cameron, siger i en tv-tale, at en EU-folkeafstemning i 2017 er den vigtigste politiske begivenhed i de britiske vælgeres liv.

- Forhandlinger om EU-reformer går nu ind i en formel fase. Det er nødvendigt, at EU bliver reformeret og gjort mere konkurrencedygtigt. EU's ledere må vise fleksibilitet og sætte pris på at bevare Storbritannien i Den Europæiske Union, siger Cameron.

Han betoner, at beslutningen om det britiske EU-medlemskab er den vigtigste, som de britiske vælgere kommer til at træffe i deres liv.

- Briterne har ret til at forvente, at deres bekymringer og ønsker bliver taget alvorligt, siger den britiske premierminister, som understreger, at fri bevægelighed inden for EU ikke bør være gældende for nye medlemslande, før deres økonomier har nærmet sig den britiske.

Cameron siger, at presset fra migranter er for stort, og at briterne har brug for selv at have mere kontrol over udviklingen.

- Hvis vi bliver i stand til at opnå en aftale, så må den være juridisk bindende, og den skal ikke være til at ændre, pointerer han videre.

Cameron siger, at han har tillid til, at det vil lykkes for ham at opnå fire mål ved genforhandlingerne om det britiske medlemskab. Men han betoner, at Storbritannien må tænke om igen, hvis det ikke sker.

Han siger, at der ikke kommer lignende genforhandlinger eller lignende folkeafstemninger.

Cameron havde lovet de øvrige EU-lande en skriftlig redegørelse for de konkrete ændringer, han ønsker for Storbritanniens fremtidige forhold til EU.

Camerons redegørelse vil blive sendt til Tusk og har ifølge EU-kilder til formål at danne grundlag for, at de 28 EU-landes ledere kan indlede reelle politiske forhandlinger.

Målet er, at Cameron under forhandlingerne kan få opfyldt så mange af sine krav, at han kan indgå en aftale, som han efterfølgende kan anbefale de britiske vælgere op til folkeafstemningen i 2017.

/ritzau/Reuters