Cameron lover EU fortsat samarbejde

Storbritannien vender ikke ryggen til Europa, siger den britiske premierminister, David Cameron, da han torsdag holder tale ved Verdens Økonomiske Forum i Davos dagen efter sin EU-tale, hvor han lagde op til en folkeafstemning om britisk EU-medlemskab.

- Det handler ikke om, at briterne vil vende ryggen til Europa - tværtimod. Det handler om, hvordan vi kan så et slag for et mere konkurrencedygtigt, et mere åbent og mere fleksibelt Europa og sikre Storbritannien en plads i det, siger den britiske regeringsleder.

- Det er forkert at presse landene ind i en politisk union i Europa, pointerer Cameron, som i sit indlæg i den schweiziske by har stor fokus på skat.

Cameron opfordrer de rige G8-lande til at fokusere på svindel og skattetænkning i forbindelse med selskabsskat.

- Jeg går som konservativ ind for lave skatter, men jeg er ikke en konservativ, som siger, at virksomhederne ikke skal betale skat. Både den enkelte og virksomhederne må betale deres andel, siger den britiske regeringsleder.

Cameron, som talte før andre europæiske ledere som den tyske forbundskansler Angela Merkel, siger, at det haster med at få gennemført vigtige reformer i EU.

Den hollandske premierminister, Mark Rutte, advarer den britiske premierminister om, at det er kolossale udfordringer, som Cameron har påtaget sig.

- Et Storbritannien uden for EU vil være som en ø i Atlanterhavet mellem USA og Europa, siger Rutte advarende.

Den irske regeringschef, Enda Kenny, anslår en mere forsonlig tone.

- Uanset hvad der sker, så ser jeg gerne, at Storbritannien forbliver en central del af EU. Det har stor global betydning, siger han.

Men Cameron har understreget, at han er imod mere politisk union.

- En centraliseret politisk union? Ikke for mig, ikke for Storbritannien, siger han.

Cameron undviger torsdag at svare på spørgsmål om, hvordan han vil forsøge at overtale sine europæiske partnere til at støtte planer, som "ikke blot er forandring for briterne, men forandring for Europa."

/ritzau/

 

Dagens Gossip