Cameron lover at komme med sin EU-plan til november

Skrevet af admin

15/10/2015

Mest læste i dag

Den britiske premierminister, David Cameron, siger ved ankomsten til EU-topmøde i Bruxelles, at han til november vil præsentere sin plan for en britisk genforhandling af landets forhold til EU.

- Nu kommer der mere fart på, og jeg vil igen beskrive de fire afgørende områder, hvor vi har brug for ændringer. Jeg vil i begyndelsen af november beskrive, hvad de ændringer skal gå ud på.

- Vi skruer op for tempoet og skruer op for forhandlingerne forud for EU-topmødet til december, siger Cameron.

Det er mere end to et halvt år siden, Cameron lovede de britiske vælgere, at han vil genforhandle betingelserne for britisk medlemskab - og at han på den baggrund vil sætte hele det britiske medlemskab til folkeafstemning senest ved udgangen af 2017.

Der har den seneste tid været voksende utålmodighed i Bruxelles og i de øvrige EU-hovedstæder for at få den britiske premierminister til at gå mere i detaljer med sine krav.

Og allerhelst få ham til at komme med dem på skrift som udgangspunkt for egentlige politiske forhandlinger mellem stats- og regeringscheferne.

- Jeg er overbevist om, at vi kan få en god ordning for Storbritannien, og at vi kan ordne de ting, der skal ordnes. Jeg er tryg ved, at processen kommer godt i gang, og at vi gør gode fremskridt, siger Cameron.

Danske Jeppe Tranholm-Mikkelsen har som generalsekretær i EU's ministerråd de seneste måneder siddet for bordenden ved en række møder i Bruxelles, hvor rådet, EU-Kommissionen og britiske topembedsmænd har granske de tekniske og juridiske aspekter af de overordnede britiske ønsker.

Cameron har de seneste måneder selv talt på tomandshånd med samtlige de øvrige 27 stats- og regeringschefer. Så det er velkendt, at hans krav falder inden for fire områder:

Et britisk nej til EU-traktaternes vision om EU som "en stadigt tættere union", en garanti for ligebehandling af lande i og uden for euroen, bedre værn mod andre EU-borgeres misbrug af Storbritanniens velfærdssystem og en effektiv beskyttelse af de områder, hvor EU giver økonomisk mening for briterne - især det indre marked.

/ritzau/