Cameron lover Somalia hjælp til uddannelse af sikkerhedsstyrker

Repræsentanter for 50 lande og organisationer, herunder FN, Den Afrikanske Union og Den Internationale Valutafond, var samlet på konferencen med henblik på at forebygge, at Somalia glider tilbage i lovløshed.

»Konferencen har til formål at kapitalisere de betydelige fremskridt, der er sket i landet i det forløbne år, og vi er blevet enige om en koordineret international støtte til Somalias regerings planer om at styrke den politiske stabilitet ved at forbedre sikkerheden, politi, retsvæsen og offentlige finansielle forvaltningssystemer,« oplyser det britiske udenrigsministerium ifølge Al Jazeera.

Tirsdag skrev Berlingske, at Danmark, der i forvejen er et stort donorland i Somalia, nu skruer op for bistanden til den fejlslagne stat i Østafrika. Den nye bistandspakke indeholder 75 millioner kroner.

»Efter to årtier som skrøbelig og fejlslagen stat, er der omsider en positiv udvikling i Somalia. Men det er vigtigt, at vi ikke går i euforisk selvsving, for Somalia står stadig over for meget store og alvorlige udfordringer. Det så vi så sent som i weekenden et tragisk eksempel på med selvmordsangrebet i Mogadishu. Derfor kræver det handling her og nu at holde Somalia på ret kurs,« sagde Villy Søvndal til Berlingske forud for tirsdagens konference.

De ekstra 75 millioner kroner fra Danmark til Somalia skal gå til tre områder: Støtte til sikkerhedssektoren, direkte støtte til regeringsførelse og kapacitetsopbygning af centralmyndighederne i Mogadishu samt uddannelse.

Dagens Gossip