Cameron sætter gang i sit EU-diplomati

Skrevet af admin

22/05/2015

Mest læste i dag

Den britiske premierminister, David Cameron, har fredag for alvor skudt gang i sit arbejde med at få genforhandlet Storbritanniens fremtidige forhold til EU, inden han senest i 2017 vil sende en ny aftale til folkeafstemning.

EU's kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, siger på et pressemøde i Riga i forbindelse med EU's østlige partnerskabstopmøde, at Cameron har inviteret ham til at besøge ham på sit landsted, Chequers, på mandag.

Senere på ugen drager den britiske premierminister selv ud i Europa på turné til en række hovedstæder.

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa agter Cameron sig fredag i næste uge til Berlin for at besøge forbundskansler Angela Merkel.

Dagen inden ventes Cameron at holde møde med den franske præsident, François Hollande, i Paris.

Ifølge Ritzaus oplysninger står der også et par andre europæiske hovedstæder på den britiske premierministers foreløbige rejseplan. Men foreløbig er ingen af de andre besøg meldt offentligt ud.

/ritzau/