Cameron står ved syrisk grænse - vil hjælpe i nærområder

Skrevet af admin

14/09/2015

Dagens topnyheder

Den britiske premierminister har forladt lænestolen i Downing Street 10 til fordel for en teltplads i en libanesisk flygtningelejr - blot en kilometer fra grænsen til Syrien.

David Cameron er rejst til den krigshærgede og kriseramte region for blandt andet at se effekten af det, som den danske regering har talt meget om: Hjælp i nærområderne.

- Jeg er kommet for at se og høre flygtningenes historier, og hvad de har brug for, siger David Cameron til avisen The Guardian.

Premierministeren siger, at den britiske regering siden 2012 har sendt bidrag på en milliard pund, svarende til 10,2 milliarder danske kroner, til flygtningelejre og initiativer i nærområderne.

- Storbritannien er allerede den næststørste bidragyder til flygtningelejrene, siger Cameron og slår fast, at briterne hjælper med store beløb i modsætningen til mange andre lande.

Den britiske regering vil øge denne støtte, lyder det, så blandt andet skolegang for børn kan sikres.

Målet med rejsen er at sætte fokus på, at Europa skal hjælpe i de hårdt trængte nærområder.

I flere år har europæiske ledere talt om, hvordan lande som Libanon, Jordan og Tyrkiet er under massivt pres fra de millioner af mennesker, som er flygtet fra det krigshærgede Syrien og fra Irak.

Der er imidlertid ikke taget store initiativer for at afhjælpe situationen, og de europæiske ledere har længe været ude af stand til at blive enige om, hvordan blot en forsvindende lille andel af de mange mennesker eventuelt kan fordeles i Europa.

Den britiske premierministers rejse kommer i kølvandet på en stigende folkevandring mod Europa.

Tyskland, som ellers havde annonceret det mest ambitiøse bud på modtagelse af flygtninge, valgte i weekenden at genindføre grænsekontrol for at få styr på situationen.

David Cameron har blandt andet besøgt en flygtningelejr i Bekaa-dalen, hvor han blev inviteret ind i et telt af en mor med ti børn.

- Uden britisk hjælp vil hundredtusinder flere sætte livet på spil i deres forsøg på at komme til Europa, siger Cameron.

/ritzau/