Cameron: Stadig lang vej til kompromis om EU-reformer

Skrevet af admin

29/01/2016

Dagens topnyheder

De kompromisforslag, der lige nu ligger på forhandlingsbordet, er ikke et tilstrækkelig godt svar på de reformer, som Storbritanniens premierminister, David Cameron, vil have for at anbefale fortsat britisk medlemskab af EU.

- Det er opmuntrende, at folk som EU-Kommissionen fremlægger nye idéer, men der er stadig lang vej, før vi ser noget, som vi faktisk kan blive enige om, siger David Cameron fredag til BBC's radio.

Han siger, at han er parat til at være tålmodig, og at han ikke vil bakke op om et kompromisforslag, medmindre det har "den styrke og vægt, som vi har brug for, for at løse de problemer, vi har".

- Jeg er opmuntret af, at der fremlægges idéer med nogen styrke, men vi er der ikke endnu. De er stadig ikke stærke nok, siger David Cameron forud for et møde fredag med EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, i Bruxelles.

Cameron er fredag eftermiddag gået ind til mødet med Juncker uden at sige noget til pressen, mens han stillede op til håndtryk og foto med EU-Kommissionens formand.

Men ifølge britisk presse vil Juncker tilbyde Cameron en fireårig nødbremse på velfærdsydelser til migranter fra andre EU-lande, der kan trækkes, hvis det britiske velfærdssystem er under ekstraordinært pres.

Det er det foreløbige kompromisforslag til det sværeste af Camerons fire krav til EU-reformer, nemlig kravet om, at EU-borgere, der kommer til Storbritannien fra andre medlemslande, først kan opnå britiske velfærdsydelser efter fire år.

- Når det gælder disse bremser og idéer, er det meget vigtigt, hvordan man trækker dem, hvor længe de varer, hvor stærke de er, og det er alt sammen noget, jeg vil tale om her i Bruxelles, siger David Cameron i interviewet med BBC.

EU-præsidenten, Donald Tusk, kommer søndag aften til London for at mødes med Cameron, inden Tusk på mandag ventes at være klar med et officielt kompromisforslag til Camerons krav til reformer af EU-samarbejdet.

David Cameron har lovet briterne en folkeafstemning inden udgangen af 2017 om ja eller nej til at blive som medlem af et reformeret EU.

Men afstemningen kan allerede blive i juni, hvis det på et EU-topmøde i Bruxelles 18. og 19 februar lykkes EU-landene at blive enige om reformerne.

/ritzau/