Cameron: Syriske mord sker på vores vagt

»Syriens historie skrives i øjeblikket i folkets blod, og det sker på vores vagt. Verdenssamfundet må samles straks for at sætte en stopper for mordene,« sagde David Cameron, men understregede, at der ikke på nuværende tidspunkt er truffet beslutning om, hvorvidt de syriske oprørsgrupper skal støttes med våben.

Den seneste tid har der været vidt forskellige meldinger om, hvorvidt parterne i den syriske konflikt har brugt kemiske våben. Obama har tidligere sagt, at USA har efterretninger om, at præsident Bashar al-Assads styre har benyttet kemiske våben, men det lader ikke til, at de er endeligt verificerede, og derfor holder amerikanerne igen med handling.

»Vi vil fortsat arbejde på at fastlægge fakta omkring brugen af kemiske våben i Syrien. Disse fakta skal hjælpe os til at tage de næste skridt,« sagde præsident Barack Obama ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Syrien var ikke eneste emne, der fik ord med på vejen af de to politiske ledere. Også Storbritanniens forhold til EU blev vendt, og i den forbindelse opfordrede Barack Obama briterne til at se, hvad de planlagte EU-reformer kommer til at betyde, før man tager stilling til, om man vil forlade EU.

Dagens Gossip