Cameron taber afstemning om Syrien-indgreb

285 af de folkevalgte i det britiske parlament stemte nej til indgrebet, mens 272 stemte for, og det lover Cameron, at han vil respektere.

»Det står klart for mig, at parlamentet afspejler det britiske folks vilje og ikke ønsker at se militær handling. Det forstår jeg, og regeringen vil handle i henhold til dette,« siger premierministeren ifølge AFP.

Den britiske regering har tidligere på ugen åbnet op for et indgreb i Syrien uden om FN ud fra begrundelsen om, at det var nødvendigt efter et formodet giftgasangreb i sidste uge. FNs våbeninspektører har efterfølgende undersøgt de forstæder til den syriske hovedstad Damaskus, hvor angrebet skal have fundet sted, men deres endelige rapport foreligger endnu ikke.

Ifølge de syriske oprørere, der kæmper imod præsident Bashar al-Assads regeringsstyrker, kan op mod 1.300 personer have mistet livet under angrebet, som de beskylder regimet for at stå bag.

Regeringen hævder derimod, at det er terroristerne, som de kalder oprørerne, der bærer ansvaret for det dødelige angreb.

FN er lammet i forhold til et indgreb i Syrien, fordi Rusland og Kina, der begge er permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, blokerer.

Dagens Gossip

Dagens TV