Cameron træder tilbage som premierminister

Premierminister David Cameron siger, at han træder tilbage i oktober. Landet behøver et nyt lederskab, fortæller han efter EU-afstemningen, hvor et flertal af briterne stemte for at forlade EU.

Foran Downing Street 10 i London siger han, at han vil respektere de britiske vælgeres dom. Men at landet behøver en ny ledelse.

Cameron bebuder, at han vil møde op til et EU-topmøde i næste uge, men at det bliver den kommende regering, der skal beslutte, hvornår Storbritannien skal aktivere artikel 50 i Lissabon-traktaten om udtræden af EU.

- Jeg mener, at det er rigtigt, at den nye premierminister tager beslutningen om at aktivere artikel 50, siger han.

Nej-fløjen i Camerons eget parti har signaleret, at den gerne vil have ham til at blive og forhandle en skilsmisse med EU, men det afviser han.

- Jeg mener ikke, at det vil være rigtigt, at jeg skal være kaptajnen, som fører landet mod sin næste destination.

Oppositionspartiet Labours leder, Jeremy Corbyn, siger fredag morgen, at Cameron øjeblikkeligt skal aktivere artikel 50.

Resultatet af folkeafstemningen efterlader Camerons konservative parti dybt splittet.

Den fløj med Boris Johnson i spidsen, som har agiteret for et nej til at blive i til EU, synes fredag morgen stærkt tøvende over for, hvad det næste skridt skal være for Storbritannien.

Om man kan vente - og måske vente længe - med at aktivere udmeldelsen.

Johnson, den tidligere borgmester i London, er fredag formiddag bookmakernes favorit til at afløse Cameron.

Camerons politiske karriere ligger i ruiner. Han bebudede i starten af 2014, at han ville udskrive en folkeafstemning, lige så snart han havde fået forhandlet reformer med det øvrige EU om blandt østarbejderes ret til velfærdsydelser i Storbritannien.

Mange iagttagere sagde dengang, at Cameron var styret af britisk indenrigspolitik, da han satte EU-medlemskabet på spil - at det primært var et opgør med den talstærke euroskeptiske fløj i Det Konservative Parti, som han havde for øje.

Og mens briterne forsøger at vænne sig til, at det snart er slut med EU, så falder det britiske pund 10 procent i forhold til dollar til det laveste siden 1985.

/ritzau/

Dagens Gossip