Cameron truer med at blokere for nye medlemslande i EU

Skrevet af admin

21/12/2013

Dagens topnyheder

Den britiske premierminister, David Cameron, vil nedlægge veto mod optagelse af nye lande i EU, hvis reglerne om EU-borgernes frie bevægelighed ikke bliver strammet.

Det skriver Daily Mail.

Cameron fremsatte fredag aften sin trussel efter EU-topmødet i Bruxelles ifølge avisen.

Den konservative regeringsleder siger, at han vil blokere for at lukke lande som Albanien og Serbien ind i EU-folden, såfremt der ikke indføres strenge restriktioner for borgernes mulighed for at bevæge sig på tværs af grænserne.

De to fattige lande kan være de næste i rækken til at komme ind i unionen, og senere kan Tyrkiet og Bosnien komme på tale som EU-medlemmer, skriver avisen.

Cameron mener, at det var en stor fejltagelse at åbne grænserne til Polen og andre lande for ni år siden efter EU's østudvidelse. Hundredtusindvis af østeuropæere er siden kommet til Storbritannien i håbet om at finde arbejde.

Truslen kan lægge pres på topmødets øvrige deltagere for at lave begrænsninger i EU-borgernes rettigheder for frit at slå sig ned i andre medlemslande.

Som et eksempel på en stramning nævner Daily Mail, at borgere fra nye medlemslande kan blive nægtet fri bevægelighed, indtil deres landes gennemsnitslønninger eller bruttonationalprodukt har nået et vist niveau.

Den 1. januar bliver restriktionerne for bulgarske og rumænske migranter løftet. Mange briter frygter en invasion af billig arbejdskraft fra de to lande samt en belastning af de sociale udgifter.

- Grundlæggerne af EU forudså simpelthen ikke, at optagelsen af nye lande ville udløse så massive befolkningsbevægelser i hele Europa, siger David Cameron.

/ritzau/