Cameron venter hårde EU-forhandlinger

Skrevet af admin

18/02/2016

Dagens topnyheder

Den britiske premierminister, David Cameron, er kort og klar i mælet, da han torsdag midt på eftermiddagen ankommer til formøder i Bruxelles, inden han senere skal forhandle med alle sine EU-kolleger om en aftale, der kan sikre Storbritanniens fremtid som medlem af EU.

- Vi har vigtigt arbejde at udrette i dag og i morgen. Det bliver hårdt. Jeg vil kæmpe for Storbritannien, siger Cameron på vej ind.

- Hvis vi kan få en god aftale, så tager jeg den. Men jeg vil ikke acceptere en aftale, der ikke opfylder vores behov.

- Det er meget vigtigere at gøre det rigtigt end at have travlt. Men med god vilje og hårdt arbejde tror jeg, at vi kan få en god aftale i stand for Storbritannien.

David Cameron har lovet de britiske vælgere en folkeafstemning om, hvorvidt Storbritannien skal forblive som medlem af EU. De skal senest ved udgangen af 2017 stemme om en revideret udgave af det britiske medlemskab.

Før Cameron kan udskrive folkeafstemningen, skal han derfor have de øvrige EU-lande til at acceptere de nye betingelser. Det er dem, han håber at forhandle på plads ved topmødet torsdag og fredag i Bruxelles.

De britiske krav fordeler sig inden for fire hovedområder.

Camerons reformpakke handler både om at begrænse velfærdsydelser til udenlandske EU-borgere, at undgå diskrimination mod lande uden for euroen, gøre EU-landene mere konkurrencedygtige og om at få en britisk undtagelse for EU's traktatfæstede ambition om løbende at udvikle en stadig tættere union.

Desuden vil han have skrevet sine nøglereformer ind i EU-traktaterne, næste gang de alligevel skal ændres.

Det meste ser ifølge de foreløbige udkast til topmødets slutdokument ud til at være forhandlet på plads, inden stats- og regeringscheferne ankommer.

Men der skal stadig files store knaster, og mange andre lande har særinteresser, der går imod Camerons krav.

Selve topmødet er sat til at begynde torsdag klokken 17 og slutte engang i løbet af fredagen.

/ritzau/