Camerons EU-løfte forfulgte og fældede ham til sidst

Skrevet af admin

24/06/2016

Dagens topnyheder

Det var for at klinke skårene i sit eget parti og komme videre fra diskussioner om EU-politik, at David Cameron i 2013 udstedte et løfte om en afstemning om EU.

Men selvsamme interne diskussioner endte med at fælde Cameron og betyder nu, at EU's berettigelse diskuteres som aldrig før.

Planen fejlede altså, og det er der flere grunde til, lyder det fra Edward Ashbee, der er ekspert i britisk politik, lektor ved CBS.

- Planen fejlede mest af alt, fordi han ikke overkom de her uenigheder internt i partiet. Og den fejlede, fordi han skabte forventninger til en aftale med EU, som han ikke kunne leve op til, siger han.

David Cameron blev i 2005 valgt som De Konservatives partileder og overtog et parti med interne stridigheder. Stridigheder der fortsatte, da De Konservative kom i regering med De Liberale Demokrater i 2010-2015.

- Mange af de konservative politikere blev rebelske, blandt andet fordi de ikke brød sig om politiske kompromiser, siger Edward Ashbee.

Blandt de splittende spørgsmål var EU, og derfor forsøgte David Cameron at lægge låg på diskussionerne med sit løfte i 2013 om, at han ville genforhandle Storbritanniens EU-medlemskab og derefter afholde folkeafstemningen, hvis han vandt valget i 2015.

- Ser vi på emner i sidste års valg, så var EU og den europæiske afstemning ikke et stort tema. Men han havde givet det løfte, og derfor blev han nødt til at fuldføre det, siger Edward Ashbee.

Som en del af pakken lovede Cameron at genforhandle det britiske EU-medlemskab, men her opnåede han ikke en revolutionerende aftale.

- Fundamentale reformer i EU kræver traktatændringer, hvor alle EU-landene skal være enige. Så grundlæggende lovede han noget, han ikke kunne holde, siger Edward Ashbee.

Dertil kom, at blandt andre den fremtrædende konservative Boris Johnson, der indtil for nylig var Londons borgmester, vendte sig mod Cameron og valgte at tale for at forlade EU.

Selvsamme Boris Johnson vurderes i dag som et af de mest sandsynlige bud på en ny konservativ leder, efter David Cameron fredag har meddelt, at han træder tilbage som følge af briternes valg om at forlade EU.

/ritzau/