Camilla Pedersen er Ironman-europamester

Søndag sikrede den danske jernkvinde guld til Danmark.Hun måtte kæmpe en lang og sej kamp under Frankfurts stikkende sol, men det lykkedes til sidst Camilla Pedersen fra Esbjerg at hive guld hjem til Danmark ved europamesterskabet i Ironman. I 30 graders varme humpede Camilla Pedersen i mål i tiden 8.56.01. Det er samtidig ny overbevisende dansk rekord på kvindesiden. Den 30-årige dansker havde allerede før starten gjort klart, at hun kom til Frankfurt for at vinde.

Men det holdt hårdt. Camilla Pedersen skulle først forbi lægeteltet, før hun kunne udtale sig til pressen.

- Det var en perfekt dag på kontoret, og jeg fik det, jeg kom efter. Jeg havde en okay svømning og pressede godt på på cyklingen, og selvom jeg holdt mig til min plan, holdt jeg flere watt end forventet. Løbet føltes fint, og jeg prøvede at holde hovedet koldt hele vejen.

- Jeg skulle grave meget dybt i dag, men Hawaii kørte rundt i hovedet på mig, og jeg ville vise, at jeg var værdig til at komme til Hawaii.

- De sidste tre km måtte jeg ned at gå et par gange, og på vej op ad opløbet var jeg maksimalt presset. Hvis jeg skulle løbe 100 meter længere, måtte jeg nok have kravlet over målstregen, siger Camilla Pedersen i en pressemeddelelse.

Med sejren scorede den danske triatlet også så mange point til Kona-ranglisten, at hun nu er sikker på at være blandt de 35 professionelle kvinder, der har en startplads til VM i Ironman på Hawaii den 12. oktober i år.

Camilla Pedersen gennemførte de 3,8 kilometer svømning i 48:08, de 180 kilometer cykling i 4:54:20 og endelig løb hun de 42,2 kilometer på 3:09:29. Hun er dermed den første danske kvinde nogensinde under de magiske ni timer.

Jodie Swallow (8:58:43) fra Storbritannien vandt sølv, mens hjemmebanefavoritten Kristin Moeller (9:01:55) sikrede sig bronzen.

Dagens Gossip