Camilla Pedersen er udskrevet fra neurocenter

Den esbjergensiske europamester i triatlon, Camilla Pedersen, er hjemme igen efter knap en måned på Hammel Neurocenter efter en voldsom træningsulykke i starten af september. 

3. september styrtede Camilla Pedersen på sin cykel og blev lagt i koma på Odense Universitetshospital i 19 dage med kraniebrud og alvorlige blødninger i hjernen. 21. september blev hun overført til Hammel Neurocenter, hvor hendes genoptræning er gået over al forventning, og hun har derfor fået lov til at fortsætte genoptræningen hjemmefra.

- Jeg skal forsat have hjælp, og nu får jeg det fra de folk, der kender mig rigtigt godt. Jeg har brug for rigtigt meget støtte, hvile og ro, men jeg slapper bedre af hjemme hos mig selv og sover bedre i min egen seng, så jeg føler, det er det helt rigtige, at jeg har fået lov at komme hjem, siger Camilla Pedersen på bloggen indsamlingtilmille.blogspot.dk.

Læs også: Camilla Pedersen efter koma: Det er mit livs vigtigste kamp

Forløbet er gået så stærkt, at hun har svært ved at forholde sig til, at hun for kort tid siden var tæt på at dø.

- Jeg husker jo ikke selv min ulykke eller tiden i koma, men efter hvad jeg efterhånden har fået fortalt, så har jeg jo svævet mellem liv og død og med det i baghovedet, så er det jo overvældende, at jeg nu får lov at komme hjem, siger hun.

Hun er rørt over de mange hilsener og ønsker om god bedring, der er strømmet ind fra nær og fjern, men hun endnu ikke har nået at læse dem alle.

- Jeg er jo bare Camilla fra Esbjerg, og der har jo aldrig været så mange, der ved, hvem jeg er, som nu, det er meget overvældende, at min ulykke har gjort mig mere kendt end mine tre europamesterskaber. Jeg bliver hurtigt træt, så jeg læser lidt hver dag, og det er jo utroligt rørende, at der er så mange mennesker fra hele verden, der vil mig det bedste. Det er svært at sætte ord på, men det betyder rigtigt meget for mig, siger hun.

Læs også: Camilla Pedersen gør store fremskridt efter koma: Kommer hjem på weekend

Venner og bekendte har samlet penge ind til Camilla Pedersen, der som skadet elitesportsudøver har mistet sin indtægt på ubestemt tid. Indsamlingen er nu nået op på 180.206 kroner.

- Det gør mig bare så glad, at jeg ikke skal tænke på min økonomi, fordi så mange mennesker har valgt at støtte mig, og også mine fantastiske sponsorer og forbund. Det kan jeg slet ikke takke nok for, siger hun.

Camilla Pedersen beder fortsat om ro til at komme til hægterne efter ulykken.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Dagens Gossip