Camping fylder messehallerne i Herning

Et sandt slaraffenland for campister. Det er, hvad der er i vente næste weekend, hvor Skandinaviens største feriemesse slår dørene op til tre dages ferieparadis i Herning.

Her vil hundredvis af campingvogne og autocampere være linet op side om side, ligesom der i år er deltagelse af flere danske og europæiske campingpladser end nogensinde før.

16 mærker inden for campingvogne og 19 inden for autocampere har meldt sig klar til Ferie for Alle 2014, der også byder på et stort udvalg af telte, udstyr og andet tilbehør til campisten. Og når udstyret er på plads, er der rig mulighed for at finde den næste feriedestination på feriemessen.

- Ferie for Alle er det sted i Danmark, hvor man får det største udvalg inden for camping, og der er vitterligt noget at komme efter. Alle mærker er med, og tilstrømningen af campingpladser har været så stor, at vi fylder en hel hal. Vi glæder os til at slå dørene op og være med til at opfylde folks feriedrømme, udtaler projektleder for camping, Knud Sørensen, MCH Messecenter Herning.

Årets første vintercamp

Samlet vil området for camping fylde otte af Hernings messehaller med 30.000 kvadratmeter udstilling, og udenfor åbnes der op for årets første vintercamping på Landsskuepladsen. I 2013 slog vintercampen alle rekorder med 810 deltagende campingvogne og autocampere samt 1.700 campister gennem tre dage.

Målsætningen er den samme i år, hvor et stort antal campister allerede har meldt deres ankomst til Herning. Strømmen af vogne og campister vil fortsætte frem til åbningen af messen.

Ferie for Alle er også stedet for to af campingens mest prestigefyldte kåringer – Årets Autocamper og Årets Campingvogn. Kåringerne finder sted på messen henholdsvis fredag og lørdag. Desuden kan de besøgende se hele feltet fra Årets Campingtrækker – og som en nyhed er det muligt at prøvekøre en campingmover i Hal F.

Camping er ét af i alt fem områder på Ferie for Alle, som samlet fylder 13 messehaller. De øvrige områder er Danmarksferie, Dansk Golfshow, Udeliv og to haller spækket med Udlandsferie.

I 2013 blev Skandinaviens største feriemesse besøgt af 63.830 gæster gennem tre dage – og for tredje år i træk deltog flere end 1.000 udstillere på Ferie for Alle. Det samme antal udstillere ventes i 2014.

Dagens Gossip

Dagens TV