Camre kan blive i DF trods racismedom

Skrevet af admin

18/08/2015

Dagens topnyheder

Det får ingen konsekvenser for Mogens Camres medlemskab af Dansk Folkeparti, at han tirsdag er blevet idømt en bødestraf for racisme. Det siger partiets næstformand, Søren Espersen.

- For vores vedkommende var sagen afsluttet i det øjeblik, Mogens Camre trak sine udtalelser tilbage og beklagede. Så var sagen ude af verden, siger Søren Espersen.

Retten i Glostrup idømte tirsdag formiddag Dansk Folkeparti-politikeren Mogens Camre, tidligere medlem af Folketinget og nuværende medlem af byrådet i Gladsaxe Kommune, for racisme.

Camre får en bøde på 8000 kroner, men ankede straks dommen til Landsretten. Han ønskede ikke at udtale sig om sagen.

Tiltalen er rejst på grund af et udsagn på Twitter sidste år, hvor Mogens Camre sammenlignede muslimer med nazister.

79-årige Camre skrev 24. juli sidste år følgende på Twitter:

- Om jødernes situation i Europa: Muslimerne fortsætter, hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen.

De udsagn kalder Søren Espersen for "åndssvage", og han forklarer, at partiet øjeblikkelig bad Camre trække dem tilbage, hvilket Camre gjorde.

Det er ikke første gang, at den 79-årige politiker sigtes for kontroversielle offentlige ytringer. I 2002 blev politikeren også sigtet i forbindelse med en tale på Dansk Folkepartis årsmøde.

Dengang var Camre dog medlem af Europaparlamentet, og sigtelsen blev droppet, fordi han havde parlamentarisk immunitet.

Men Dansk Folkeparti er vant til at blive anklaget for racisme. Både nuværende europaparlamentariker Morten Messerschmidt og det nyvalgte folketingsmedlem Kenneth Kristensen Berth er tidligere dømt for racisme.

Søren Espersen mener, at racismeparagraffen helt burde afskaffes.

- Det er ikke fordi, vi mener, man skal tale grimt om andre mennesker. Vi går ind for den fulde ytringsfrihed, men som parti sætter vi grænser, siger han.

Hvor de grænser går, kan man dog ikke sætte skarpt op, siger han.

- Hver enkelt sag er forskellig, og vi har sandelig smidt mange ud af partiet i årenes løb, siger Søren Espersen.

/ritzau/