Canada er parat til at grille Rusland på arktisk møde

Skrevet af admin

23/04/2015

Mest læste i dag

Rusland og Ukraine kommer højt på dagsordenen, når udenrigsministre fra syv af de otte medlemsstater i Arktisk Råd fredag mødes med de permanente deltagere og observatører i Iqaluit i det nordøstlige Canada som afslutning på det canadiske formandskab.

- Canada vil benytte lejligheden på Arktisk Råds ministermøde til igen at rette en hård kritik mod Rusland for dets aggression mod Ukraine, lød det forleden fra Canadas miljøminister, Leona Aglukkaq, der har været formand for rådet de seneste to år.

Mens USA sender udenrigsminister John Kerry til mødet i Canada, har Rusland lugtet lunten og vil i stedet for udenrigsminister Sergej Lavrov være repræsenteret af miljøminister Sergei Donskoi, der ikke har helt det samme anstrengte forhold til Canada.

- Jeg ser Ruslands beslutning om ikke at blive helt borte fra ministermødet som udtryk for vilje til dialog, siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) til Ritzau om sin russiske kollegas afbud.

Han mener, at samarbejdet om Arktis er for vigtigt til at lade det gå ud over samarbejdet i regionen. Og udenrigsministerens opfattelse er, at alle de otte arktiske stater er enige om det.

Kongeriget Danmark stiller som det eneste land med hele tre ministre i Iqaluit. Ud over udenrigsministeren deltager selvstyremedlem for industri, arbejdsmarked, handel og udenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq fra Grønland og Færøernes lagmand, Kaj Leo Johannesen.

Martin Lidegaard har samtidig store forventninger til USA's kommende formandskab i de næste to år, fordi amerikanerne har fremlagt et ambitiøst program.

- Det rammer lige i kernen af Danmarks og ikke mindst Grønlands interesser ved at søge en balance mellem de oprindelige folks legitime ret til at udnytte ressourcerne og hensynet til naturen og klimaet, siger udenrigsministeren.

/ritzau/