Canadas ishockeykvinder vinder arvefjendeopgør

Arvefjendeopgøret i kvindernes ishockeyturnering i Sotji mellem de to storfavoritter USA og Canada endte onsdag med en 3-2-sejr til canadierne i en kamp, hvor USA i perioder kom på overarbejde i forsøget på at bryde igennem Canadas forsvar.

Første periode endte målløs, og først sent inde i anden periode omsatte Hilary Knight et langskud til et heldigt mål og en føring på 1-0 til USA.

Canadierne kom stærkt tilbage i starten af tredje periode, da de udnyttede en udvisning til amerikanerne og scorede til 1-1 på et mål af Meghan Agosta.

Kort efter satte canadierne sig i førerposition på et tvivlsomt mål af profilen Hayley Wickenheiser.

Den finske dommer havde, kort inden pucken krydsede mållinjen, fløjtet. Men til stor frustration for amerikanerne valgte hun at dømme til canadiernes fordel efter at have drøftet situationen med måldommeren.

Med fem minutter tilbage føjede Meghan Agosta endnu et mål til samlingen, da hun øgede Canadas føring til 3-1.

Med to minutter igen kom USA tilbage i kampen og udlignede til 3-2 på et mål af Anne Schleper

Den sene scoring rakte dog kun til at rette op på æren, og kampen sluttede derfor 3-2 i det, som eksperter beskrev som generalprøven på kvindernes olympiske ishockeyfinale.

/ritzau/

Dagens Gossip